Kampeknerten og Mørkreiåsen

Det lange, isgrå lav henger fra granene ned over Fjellryggen, men ved klippeveggens fot runder fjellet seg og blir farverikt og mosegrodd; her blir skogen atter ren og stolt, og et kort stykke nedenfor ligger der en grønn bråte, hvorover solen nu legger sine mest brennende stråler. Bernhard Herre: Skogene.

Kampklar. Utsikt fra Kampeknerten mot den nesten
like krigerske Hørtekollen. Fotos: STEIN BOTILSRUD

ver de vandige Skovstrækninge Øst for Kampeseteren hoverer tvende Bjerge paa 574 metre over Havshøiden. Begge ligge mere end en smule uvejsomt til, men belønne den iherdige Vandrer med Perspective over Oslomarkene som faa have seet fra disse Vinkler.

Undervejs til disse fjerne Strøg havde jeg plumpet med fullt Orchester under Erobring af den Kjentmannspost som Friluftsorganisationene i sin Visdom have udsat i Slåttmyrene, og jeg var ingenlunde vel tilmode da jeg efter flerfoldige forsøg havde misslykkedes i at træffe en gangbar sti, der kunde tjæne som Stigbøjle i Bestigning af Kampeknertens lange Ryg. Jeg valgte tilsidst, med udgangspunkt i den Skiløipe, der løber Øst for Bjerget, at gaa ret op den stejle Væg, der hever sig fra denne dunkle Egn, og der man maa saa godt som bryde sig gjennem en sammenvoxet Skog af Gran- og Fyrretreer og raadnende Soppe og Stokke. Saa ugjennemtrengelig er denne kulsorte Skovbund, at Vandreren forlædes til at tro, han er det første Mænneske, der setter Fod paa denne Gudsforlatte Plæt.
Men med eet gribes jeg af den samme Skrækblandede Fryd der maa have faret gjennem Robinson Crusoe, da han saae det første Channibal-Fodaftryk paa sin øde Ø. Her i den kvalme Tykning, paa een af Vaarens sidste Sneflække, seer jeg forbløffet et ensomt Spoer af en tidligere Vandrers Støvel, og jeg aner, at jeg er paa den riktige Vej. Høiere oppe tynnes denne Urskov, og man paa Posten. Det trigonometriske Punkt, der var lavet af stedlige Stokke, har nu kollapset, men Udsigten bestaar. Herfra har man sjældne Perspective over det søndre Heggelivand og Oppkuven i øst og Vidvangen og de videre Krogskove i syd.
Fra disse Precipicer styrter Bjerget ned i den vilde, sceniske Forkastning, der skiller Kampeknerten fra dens Tvilling. Mørkreiåsens udsigte er bedst mod nord og domineres af Gyrihaugen. Den største Overraskelse er saaledes den beskjedne Varde, der afventer de sjældne Vandreres bidrag til sin Vext. Her løber iøvrigt Kommunegrændsen mellem Hole og Ringeriget.

Vått og tørt. Kløften mellom tvillingtoppene
(over) :Heggelivann fra Kampeknerten (under).

I gamle dager markerede denne Aas ogsaa Bogstad-godsets ydergrændse mod Bondeskovene i Lommedalen og Hole.

Disse Twin Peaks anbefaler jeg fortrindsvis den noget erfarne Vandrer, der har god tid, og ej lader sig Skræmme af Laura Palmers Fodaftryk i den mørkladne, døende Skov.

Kjentmannspost 1996-1998