Bernhards paaskeparadis: Pershusfjældet og Pershusvandet set fra dammen i syd.
et var en av de helligste dager i den paaske, der bar bud om at selv Fimbulvinteren i Nordmarken i 1999 vilde komme til en ende. Gradestokken dirret mot 20 grader pluss da jeg banet mig vej gjennom den canyon som tagrasene fra mit stokhus og det tilhørende uthus havde skapt i det som kanhende ved olsokstunder vil bli en have her høit oppe i Nordmarkens herlige skove.
.
.
Men vandreren ved, at hinsides denne gemene hob og deres oprørende efterladenskaber, kun over de smaa sydlige koller, venter landskabe med en annerledes charakter, der for enhver er aabne, men som kun faa have seet.
Jeg kunde ligesaagodt taget det vestlige spor forbi Port Arthur ned Sinderdalen og fulgt den fyrrige bæk til Spålen, der aldrig er mere attråverdig end i denne brutale skiftningers aarstid. Jeg vidste allerede, at den spinkle løipe hertil, var mer end adekvat for en paaskemorgens sorgløs ekskurtion; min vinterferie havde jeg vel anvendt, med at lovprise denne underskjønne dal, der selv et børn kan sluge en mil udenat maate slæbes skrigende hjem.
Men paa denne vidunderlige paaskedag, naar den friske søndenvind sukker over fladerne, vælger jeg den liide paagtede trase over Skarvevandet, Buvann og Pershusvannet - under Pershusfjældets myndige østvæg, der skriger efter et besøg af kunstnere som Tore Juell.
Jeg tenker hvorledes det nu er længe siden, at det deroppe var en meget eftertragtet Kjentmannspost. Men jeg er i det forkjerte dalføre, mellem Pershusfjellet og Aklangsbrenna, og der er ingen vej op paa denne aarstid. Selv om sommeren er en vandring langs denne egg ingen søndagsskole, for her venter tverrkastene som om Belsebub selv med sin pisk skulde ha lemlæstet dette langstragte fjælds stolte rygrad. Jeg hører et klagende skrig deroppefra af en meget stor fugl, hvis art er mig et ligesaastort mysterium, som hvem denne Per var og hvor hans hus mon laae. Snart, naar sommeren brænner isen væk skal jeg igjen derop og finde svar paa disse gaader. Og maatte det ei gaa langt, før jeg igen kan navigere denne fortrinnlige vandvej til hovedstaden i min chanoe.
Men, endsaalænge, hernede paa den mennesketomme flade er den spinkle sne som sukker og smør paa den haarde, raadnende is, og den blændende sol faar mig til at føles som et indsegt, der er hjælpeløst sperret inne i en lyspære. Her ude paa Nordmarkends hemmeligste flader er intet liv, ingen lyd, ingen friske spor etter en sammedags skiløber. Her er kun den ensomme vandrer, en lille fyrstikmand under den evigblaa himmel og den brændende sol paa den smæltende tundra, og det slidte, gamle spor han vover følge, overbevist om at det bærer og ikke brister, selv i denne døende aarstid.