Vinter-ekspedition til Spålsberget

et var dagen efter den forrygende snestorm der herjede Oslomarken den 19. februar 1999. Det høie fjeld, der hoverer over enhver ringe turgjenger, der føler en smule stolthed over sin march nordfra gjennom Sinderdalen eller sydost fra Katnosa, vinkede obscønt med sine snekledde grantrær og solsvidde isse, der strakte seg mod den dypblaa himmel.

Dette fjæld, af de i egnen bekjendte godtfolk kaldet Spaalsberget, havde i ugevis været pansret inne af den snefattige, men kolde vinter. Det var, som om Lucifer selv knuget sin isnende haand om den ganske mark, og truede selv en godlynt penetrator med grufulde styrtninger nedad stejle lier, der vilde knække ethvert bærende ben i legemet, medens den knivskarpe skare flerre huden af hender og ansigt, og de frosne tørgraners spidse grene monne skrælde hans vergeløse øieæbler lige ud af kraniet.

Kun etpar dage før havde jeg undsluppet disse vilde strøg nattestider, under den stierneklare himmel der nuomdags er splintret av den til Gardermoen inkommende lufttrafik, og den raspende routine fra mine skie sukket mellem Nautsundkollen og de øvrige aase der nærved knuser dette smale, smukke skogsvand set af saa faa nuomstunder. Dog var denne støi nok, til at holde væk de i egnen boende underjordiske, huldrer og trold, samt de vilde dyr, der uafladeligt legger sine frejdige spor lige i den ensomme vandrers vej. Med overlevelsens trang bankende i mit bryst strævede jeg gjennem den maaneløse og ensomme natur, op dette smale vand ingen forlader uden at det for alltid har sat sit mærke pa den, der engang er kommet Spaalen for nær.

..

Men denne forbløffende morgenstund havde en fod eller to med frisk, tør sne, af konsistens som potetmel, forvandlet disse ugestmilde Landskabe til det ugenkennelige, og det var i den eftertenksomme stund over min niste nord i Spaalen, at jeg ikke kunde tage blikket bort fra den høje aas, der i vester bagte under den preliminære paaskesol. Dens isse blinke som en fyrstes kæmpejuvel, og dens omkringstaaende granskog skjælve i frostrøgen, som de oaser, den utdtørstede ørkenvandrer bestandigt tror, at han seer.

Den meget besværlige opstigning til disse herligheder aabner ret syd for vandet kaldet Vesle Ugla, paa en myr der innbyder til hvile efter den tredje modbakke fra Spaals-egnen. En rødmalt hytte ved denne myr fortælder, at det er paa tide, at brække mod syd, og tage fat paa de stejle lier, der vokser brat op fra denne fredfyldte plet. Den haardpakkede ny sne sukket under min vægt og mine krafsende stavtag; det var som om det ganske fjeld skalv idet jeg rørte ved dets fod. Meter for meter kjæmpede jeg mig op den nordlige væg, der kun visheden, om den paa toppen ventende varde, gir vandreren en idee om hvorhen den fortrinligste skogsti mon ligge.

I dette mennesketomme vildnis er en saadan bestigning neppe foruden risiko, og jeg betragter med ærefrygt de vældige spoer en elg har lagt igen i anledning min ubudne indtræden i denne Skaberverkets katedral der er ukendt for andre end dem, der nøie kender disse marker. Her er ingen lyd, intet liv, intet spoer efter den forrige vandrer, jeg er ganske alene i denne vilde egn, der for hver høidemeter bliver mer snehvid, mer blændende, mer skrækindjagende ødslig, end den intetanende vandrer kan forestilde sig, naar han i sit lune hjem, krumbøjet over karte og haandbøger, legge plane for sin ekspedition.
Spaalsbergets top er som ingen anden. Fra disse precipicer kan man skue fra Øyangen og Ringkollen, Blefjeldet og Norefjeld, lige til Tryvandstaarnet i syd, Romerigsaasens Solobservatorium i øst, og Sandungkollen midtimellem.

Den kjentmannspost, som friluftsoranisationene i sin bundløse visdom have udplassered paa dette extraordinære sted, er blot en bagatel at finde, thi den venter faa skridt fra den øverste varde. Dog vet jeg, at de flæste af de herligheder, jeg kan se paa denne gjennemklare vinterdag, til saa længe forbliver kun en drøm, og at de realiteter, jeg i første haand maa handskes med, er den nervepirrende nedstigning fra dette fjeld, og dernest, under de frosne aasers kolde skygger, den lange vandring hjem.

Billedkunstneren Tore Juell inviterte meg en gang på vernissage etter å ha lest denne fortellingen. :)

Tilbake til Spålsberget

Andre barske historier

Nordmarka | Vestmarka | Romeriksåsene | Bærumsmarka | Krokskogen | Lillomarka
Østmarka | Stormarka | Gjengrodde stier | Linker | Send et postkort