Jeg besluttede mig derfor at
gjøre Ende paa denne uvished og stikke lige op Vinter-ekspedition til Spålsberget et
var dagen efter den forrygende snestorm der herjede Oslomarken den 19.
februar 1999. Det høie fjeld, der hoverer over enhver ringe turgjenger,
der føler en smule stolthed over sin march nordfra gjennom Sinderdalen
eller sydost fra Katnosa, vinkede obscønt med sine snekledde grantrær
og solsvidde isse, der strakte seg mod den dypblaa himmel.
Dette fjæld, af de i egnen bekjendte godtfolk kaldet Spaalsberget, havde i ugevis været pansret inne af den snefattige, men kolde vinter. Det var, som om Lucifer selv knuget sin isnende haand om den ganske mark, og truede selv en godlynt penetrator med grufulde styrtninger nedad stejle lier, der vilde knække ethvert bærende ben i legemet, medens den knivskarpe skare flerre huden af hender og ansigt, og de frosne tørgraners spidse grene monne skrælde hans vergeløse øieæbler lige ud af kraniet.
. .
Men denne forbløffende morgenstund havde en fod eller to med frisk, tør sne, af konsistens som potetmel, forvandlet disse ugestmilde Landskabe til det ugenkennelige, og det var i den eftertenksomme stund over min niste nord i Spaalen, at jeg ikke kunde tage blikket bort fra den høje aas, der i vester bagte under den preliminære paaskesol. Dens isse blinke som en fyrstes kæmpejuvel, og dens omkringstaaende granskog skjælve i frostrøgen, som de oaser, den utdtørstede ørkenvandrer bestandigt tror, at han seer. Den meget besværlige opstigning til disse herligheder aabner ret syd for vandet kaldet Vesle Ugla, paa en myr der innbyder til hvile efter den tredje modbakke fra Spaals-egnen. En rødmalt hytte ved denne myr fortælder, at det er paa tide, at brække mod syd, og tage fat paa de stejle lier, der vokser brat op fra denne fredfyldte plet. Den haardpakkede ny sne sukket under min vægt og mine krafsende stavtag; det var som om det ganske fjeld skalv idet jeg rørte ved dets fod. Meter for meter kjæmpede jeg mig op den nordlige væg, der kun visheden, om den paa toppen ventende varde, gir vandreren en idee om hvorhen den fortrinligste skogsti mon ligge. I dette mennesketomme
vildnis er en saadan bestigning neppe foruden risiko, og jeg betragter
med ærefrygt de vældige spoer en elg har lagt igen i
anledning min ubudne indtræden i denne Skaberverkets katedral
der er ukendt for andre end dem, der nøie kender disse marker.
Her er ingen lyd, intet liv, intet spoer efter den forrige vandrer,
jeg er ganske alene i denne vilde egn, der for hver høidemeter
bliver mer snehvid, mer blændende, mer skrækindjagende ødslig,
end den intetanende vandrer kan forestilde sig, naar han i sit lune
hjem, krumbøjet over karte og haandbøger, legge plane
for sin ekspedition. Den kjentmannspost,
som friluftsoranisationene i sin bundløse visdom have udplassered paa
dette extraordinære sted, er blot en bagatel at finde, thi den venter
faa skridt fra den øverste varde. Dog vet jeg, at de flæste af
de herligheder, jeg kan se paa denne gjennemklare vinterdag, til saa længe
forbliver kun en drøm, og at de realiteter, jeg i første haand
maa handskes med, er den nervepirrende nedstigning fra dette fjeld, og dernest,
under de frosne aasers kolde skygger, den lange vandring hjem. Post 20 i perioden 2008 til 2010. Også kjentmannspost fra 1998 til 2000. |
|
|
Nordmarka | Vestmarka | Romeriksåsene | Bærumsmarka | Krokskogen | Lillomarka |